Da jeg lærte om tilgivelse af min datter Fie
Veninder på besøg
Da min datter Fie var otte år, havde hun en dag to veninder med hjem fra skole. De legede inde på hendes værelse. Jeg lå på sofaen i stuen og læste avis og nød freden. Pludselig hørte jeg døren til pigeværelset ryge op, og en højfornærmet veninde – lad os kalde hende Signe – kom ud, mens hun udspyede forurettede og fornærmede skældsord tilbage mod værelset. “Så gider jeg bare aldrig mere lege med jer”, “I må aldrig komme hjem til mig”, “hvis det skal være på den måde, så går jeg bare” og den slags.
Eksplosionen
Det var træls at høre på. Min fred blev forstyrret. Hun blev højlydt ved, mens hun sad og kæmpede med at få sko på. Hendes stemme borede sig ind i mig og var ubehagelig.
Jeg eksploderede!
Fra sofaen råbte jeg: “Signe du skal fand’me tale ordentligt, hvis du skal være her – ellers må du gå.”
Der blev bomstille…
Vred datter
Og så, inde fra pigeværelset kunne jeg høre Fies bestemte skridt. Hun trampede ud af værelset, ud i gangen, videre ind i stuen og tværs gennem stuen over til mig på sofaen, hvor hun råbte: “Sådan ska’ du ikke sige til min veninde!” Hun snurrede rundt og forsvandt ud af stuen. Alle tre veninder forlod lejligheden og gik udenfor.
Ups!
Far med skyld
Det var ikke godt. Jeg følte skyld og var klar over at jeg havde dummet mig, og behandlet pigerne dårligt. 5 minutter efter ringede det på døren. Jeg gik ud og åbnede. Fie kom med beslutsomme skridt gående ind i opgangen (vi boede i stuen) og hen imod mig i vores hoveddør.
Jeg smilede inviterende og appellerende til hende:
“Hej Fie.”
Hun kiggede lige forbi mig, værdigede mig ikke et blik, marcherede lige forbi mig, hentede det hun havde glemt og gik ud igen.
Fuck! Hvad gør jeg…
Signe skal have en undskyldning.
Undskyldningen
Jeg ringede til Signes forældres fastnettelefon. Heldigvis tog hun den selv. Jeg sagde til hende at jeg var ked af, at jeg havde råbt ad hende, at det var helt forkert af mig, og at hun altid var velkommen hjemme hos os. Hun blev glad og sagde at det var helt i orden, og at det ikke gjorde noget. Godt. Så skal jeg finde Fie og sige til hende at jeg har sagt undskyld til Signe, så vi kan blive gode venner igen. Jeg gik ud i det grønne område hvor vi boede, og kiggede efter hende.
Genforening
Jeg fik øje på hende på den anden side af en stor græsplæne som hun var på vej hen over – hen imod mig. Jeg gik hende i møde. Jeg var glad, men det var hun bestemt ikke. Hun ignorerede mig og var på vej forbi uden at lade sig mærke med at jeg var der. Jeg stak mit hoved ind foran hende og sagde: “Jeg har ringet og sagt undskyld til Signe.”
“Har du?” udbrød hun glad og overrasket og kiggede på mig.
“Ja!”
I et spring var hun glædestrålende oppe i mine arme og spurgte: “Hvad sagde du til hende?”
Hun ville også vide hvad Signe havde sagt. Vi var helt sammen igen. Der var kontakt, og Fie var lige så fri og glad for mig som hun plejede at være. Eller måske endnu mere. Der er noget særligt ved at genfinde hinanden. Som om man har været væk fra hinanden og har fundet hinanden igen – sådan er det jo faktisk også lige præcis.
Tanker om tilgivelse
Fies tilgivelse kom, fordi jeg tog fuldt og helt ansvar for det rod jeg havde lavet. Tilgivelsen var noget der skete, da jeg tog ansvar. Tilgivelse er ikke noget man vælger – det er noget der sker. Det sker af sig selv når der bliver taget ansvar af den, som har gjort noget forkert. I brevkasse-psykologi og caféterapi hører man sætninger som: “Skal du ikke tilgive det?” “Hvorfor tilgiver du det ikke?” Eventuelt fulgt op af en sætning som “de elsker dig jo” eller lignende. Men man kan ikke beslutte sig fort at tilgive eller tilgive på kommando. Heller ikke selvom man kunne ønske det. Tilgivelse er ikke noget man vælger eller har krav på. Det er noget man får, når man tager ansvar.
Seneste kommentarer