Terapi nær Odense

Få mere livskvalitet

“Gorm er fantastisk lyttende, nærværende og irriterende indsigtsfuld! Efter blot den første time følte jeg at jeg havde fået ‘noget for pengene’.”

Gør livet lidt for ondt nogle gange? Eller er du i krise med dig selv? 

Vil du have mere klarhed i dit liv, mindre tankemylder og bare bedre livskvalitet? Så læs mere her om terapi hos mig nær Odense eller læs med videre her.  

Rutineret og kompetent terapeut

Terapi hos mig er for dig der føler at noget i dit liv ikke fungerer. Dig der gerne vil ændre noget – selv om du måske ikke umiddelbart ved hvad. Dig der ofte går rundt med en knude i maven og er interesseret i at finde ud af hvad den gerne vil fortælle dig.

Jeg er certificeret terapeut siden 1998 og har bred erfaring med at støtte mennesker i at få det bedre indeni og blive gladere for deres liv. Det gør jeg i min terapipraksis nær Odense.

Mine klienter kommer med mange forskellige udfordringer og problemer. Kender du eksempelvis nogle af de her temaer?

  • en følelse af utilstrækkelighed
  • problemer i dit parforhold
  • problemer i dit arbejdsliv
  • stress
  • angst
  • let eller svær depression
  • søvnproblemer pga tankemylder eller uro
  • lavt selvværd
  • knude i maven

Det er genkendelige temaer og problemer for mange mennesker. Knuden i maven eller følelsen af ikke at slå til kan nogle gange være svær at sætte ord på og finde mening i. Men du kan alligevel mærke at der er noget der ikke føles godt. 

Det er her jeg kommer ind i billedet. For der er grund til at tage dine følelser alvorligt – selv om det kan være udfordrende eller føles uoverskueligt. 

Det at undersøge knuden i maven og at tage dine følelser alvorligt kan tit bane vejen for at få det bedre. Det giver dig mere plads indeni til at være dig. Det kan desuden give dig en bedre forståelse for hvorfor du nogle gange har det svært. Det er et godt udgangspunkt for at finde ud af hvad du så har af andre handlemuligheder i svære situationer i dit liv. 

En af mine klienter beskriver det sådan her: 

Efter mit forløb hos Gorm er jeg blevet bedre til at mærke mig selv, forstå min krop og dens signaler, bedre til at sætte grænser, sige fra (og til) og tage mig selv og mine følelser alvorligt. Jeg har fået en bedre balance mellem krop og sind, og jeg sætter tempoet ned, selvom mit liv kører i højeste gear. Det har givet mig mere overskud og en følelse af at være meget mere mig og hvile i den, jeg nu engang er.

Netop det her med at sige til og fra og at mærke egne grænser er vigtige pejlemærker for os mennesker. Både i forhold til os selv og de mennesker vi er sammen med. Det kan give os en masse frihed når vi bliver bedre til at mærke hvad vi vil være med til – og hvad vi ikke vil.

Du kan læse mere om hvad mine klienter har fået ud af at gå i terapi hos mig her.

Eller læs om hvad terapi hos mig er nedenfor.

Hvordan hjælper jeg?

Terapi hos mig nær Odense er konkret og nede på jorden. Vi taler om det der fylder i dig her og nu. Og om det du gerne vil blive klogere på. Jeg har ingen planer eller meninger om at vi skal snakke om noget bestemt. 

Terapiarbejdet er er et samarbejde vi skal have op at stå. Og det kan blive et rigtig godt samarbejde. Eksempelvis undersøger vi i fællesskab dine livsbetingelser og den måde du opfatter dig selv på. Måske oplever du forandringer i dit liv som kan virke omvæltende eller føles uoverskuelige. 

Måske ved du ikke hvad du gerne vil snakke om, men foretrækker bare at se hvad der dukker frem. Måske er der stille i lidt tid i terapilokalet – og det er ikke en dårlig ting. Stilhed kan give rum til eftertanke og til at mærke dybere.   

Jeg inddrager mig selv, og jeg viser hvad jeg tænker i forhold til de udfordringer vi i fællesskab arbejder med. Hvis du af gammel vane finder på at snakke udenom fordi der er noget der er svært at snakke om, hjælper jeg dig med at holde dig på sporet.  

Jeg er et roligt menneske som sørger for at lytte til mine klienter uden at dømme. Oftest oplever folk at mine ord er ret enkle. Enkle ord er mest brugbare når tampen brænder. Fx når du står i en stresset situation eller når hverdagen presser. 

Om mig og mit fokus som terapeut

Når man begynder at indse at man er god nok som den man er, kan livet komme til at blive markant anderledes. Det kan være en enorm frihed at erfare at uanset hvor meget man har dummet sig, så er man ikke et dumt menneske. Det er en fed, og til tider nærmest berusende, oplevelse – som at slippe ud af et selvbestaltet fængsel.

Den frihed fik jeg selv smag for da jeg i sin tid startede i terapi. Og det er den jeg gerne vil give videre til mine klienter. 

Læs mere her om hvem jeg er, og om hvad det betød for mig at opdage denne frihed. Jeg fortæller lidt om hvad jeg selv fik ud af at starte i terapi i sin tid.

Du kan også se mig i en video (scroll til nederst på siden). Her  fortæller jeg om min baggrund for at blive terapeut. 

Jeg fandt et tåleligt billede af mig selv.

Jeg modtager mine klienter i min landejendom i Vester Skjerninge 43 km syd for Odense. Min ejendom ligger i et naturområde midt i Syltemae Ådal. Jeg nyder at bo på smukke Sydfyn. 

Mit terapilokale ligger et lille stykke væk fra hovedhuset hvor jeg bor med min familie. Det er vigtigt for mig at der er ro omkring mit terapilokale. På den måde kan jeg arbejde koncentreret og uforstyrret sammen med dig som klient.  

Mange oplever nyt håb allerede efter første terapitime. Skal det være dig?

Så kontakt mig nedenfor i kontaktformularen eller over telefonen i dag. Du kan stille mig spørgsmål, eller du kan booke tid direkte. Jeg tilbyder en 20 minutters gratis introsamtale over telefonen hvis du gerne vil tale med mig før du beslutter om jeg er den rette terapeut for dig.

Jeg bruger kun det du sender til at svare dig. Derefter sletter jeg dine data med det samme.

Kontakt mig allerede i dag!