Ærlighed og nærvær er vigtige ord for mig

Jeg bor fredfyldt og smukt i en landejendom på Sydfyn sammen med min familie. Mit terapilokale ligger uforstyrret i en istandsat del af den gamle lade – lidt væk fra beboelsen – hvor der er den fred og ro som jeg har brug for, når jeg skal arbejde koncentreret og uforstyrret sammen med de mennesker, som kommer i terapi her.

For mange af mine klienter er turen hertil noget særligt med mange fredfyldte og smukke steder. For nogen begynder terapien allerede på vejen med at man får mere ro og kommer ned i tempo. Stedet er placeret midt i den sydfynske natur, man kommer lidt væk fra den travle hverdag og mange lader sig smitte af stedets ro, når de kommer her.

Det er faktisk mit barndomshjem vi bor i. Jeg købte det af mine forældre og flyttede hertil med min familie efter 25 år i København.

Jeg har fortsat praksis på Nørrebro i København 4 dage om måneden. Terapilokale ligger meget tæt på Søerne som er det bedste sted i København for mig. Det terapilokale har jeg haft siden 1999.

Jeg er gift med Mia og sammen har vi Birk og Bjørn. Jeg har to store børn fra tidligere familieliv.

Ung psykoterapeut

Jeg var relativt ung da jeg blev psykoterapeut. Jeg blev certificeret allerede da jeg var 31 år og har dermed over 26  års erfaring.

Jeg startede selv med at gå i terapi. Siden blev jeg optaget af at forstå mennesker dybere og bedre og af hvordan man bedst hjælper. Det er siden blevet min passion og mit livsprojekt.

Jeg elsker mit arbejde og det giver mig en dyb tilfredsstillelse. Jeg kan godt lide mandag morgen og glæder mig til at arbejde, når ferierne er forbi. Det er et kæmpe privilegie.

Der er dels den medmenneskelige tilfredsstillelse ved at kunne hjælpe et andet menneske. Der er en intellektuel tilfredsstillelse ved at forstå mennesker dybere og få en stadig bedre og enklere forståelse af mekanismerne bag vores selvdestruktive mønstre. Til sidst er der tilfredsstillelsen ved det samvær og den kontakt, som det ofte lykkes at få i terapitimerne.

Mere frihed og meget mere mig selv

For mig startede det på samme måde, som det gør for de klienter jeg har nu: Jeg fik brug for at gøre noget ekstra for at være mig selv og finde ro og mere plads indeni. Jeg skulle dog lige finde ud, at jeg havde det behov.

I 1991 spurgte min daværende kæreste om jeg ville med i parterapi. “Gorm, du er for kedelig”, sagde hun. Hun havde ret. Jeg var alt for optaget af at sige og gøre det rigtige, fordi jeg følte mig forkert – det kom jeg til at indse, forstå og lave om på.

Jeg ville gerne med i parterapi. Den første gang fik jeg en oplevelse af, at det jeg havde at sige, også var vigtigt. Oplevelsen af at terapeuten virkeligt lyttede til mig var særlig. Da vi gik derfra, følte jeg mig rolig og god nok og vi havde det frit og åbent imellem os.

Parterapeuten hed Olav Storm Jensen og er den dag i dag et særligt menneske for mig. Han er min supervisor, terapeut og en nær ven og har været det i mange år.

Livsforandrende fællesskab

Efter den første parterapi tog vi på en gruppeworkshop med Olav. Det blev livsforandrende for mig. Den altoverskyggende opdagelse var, at jeg kan gøre noget ved, hvordan jeg har det. Før workshoppen ville jeg have sagt: “Jeg har det fint”, fordi jeg havde det som jeg plejede. Men på workshoppen fik jeg en dyb indre ro, som jeg ikke havde oplevet før. Det var en kropslig følelse af at have fred, plads og være fuld af liv samtidigt. Spørgsmålet om jeg er god nok var forsvundet og jeg var bare til – som mig selv. Det var en fantastisk frihed og lettelse.

Da jeg, dagen efter vi var kommet hjem, gik ned ad Jagtvej på Nørrebro så alting anderledes ud. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var som var forandret og gik og undrede mig. Jeg opdagede, at jeg havde rettet mig op og rettet mig ud, sådan at jeg så det hele fra et lidt højere sted. Når jeg bukkede mig sammen som jeg plejede, så lignede Jagtvej mere sig selv – men alligevel ikke. Farverne var kraftigere, luften dejligere at få ned i lungerne og lyset klarere. Fuglene kunne bedre høres inde på Assistens Kirkegård. Det var vildt fedt og meget anderledes.

Jeg var ikke i tvivl – jeg skulle noget mere af det der terapi.

Jeg droppede mit matematik- og fysikstudie for at tjene penge, begyndte at gå fast i terapi og jeg tog på flere workshops.

Kender du det også?

Min selvindsigt voksede i takt med, at jeg fik det bedre og den vokser stadig. Når jeg i dag kigger på de 29 år med selvudvikling ser jeg nogle hovedlinjer.

Jeg kan

• føle mig forkert og utilstrækkelig
• udsætte og ikke få ting gjort
• blive stresset
• sove dårligt
• føle mig kejtet og anspændt
• være stivnet og kontrolleret
• reagere irritabelt, hidsigt og surt
• være bange for at virke for kedelig, for selvoptaget, for meget…
• være bange for andre mennesker
• overspise

Du kender sikkert meget af det fra dig selv – det gør de fleste mennesker.

De nævnte temaer udspringer af følgende dybereliggende problematikker, som kan samles i udtrykket lavt selvværd:

Selvfordømmelse: Jeg kasserer mig selv og erklærer mig uduelig.

Præstationstvang: Jeg føler mig ikke god nok og prøver at kompensere ved at forsøge at være dygtig, sige noget klogt eller sjovt, se rigtig ud osv.

Selvkontrol: Jeg styrer og overvåger mig selv for ikke at være ond, selvisk, dum, fjollet, mærkelig osv.

Det er livstemaer, som jeg stadig arbejder med, når de dukker op i nye forklædninger. Efter 24 år med at hjælpe andre mennesker ved jeg at dette er helt almindelige udfordringer for os alle sammen.

Hjertevarmt fællesskab

Jeg startede på Olavs psykoterapeut uddannelse i 1998. Uddannelsens helt primære fokus var (og er) deltagernes selvudvikling. Vi skulle lære at være nærværende og tilstede som os selv – for klienten. Det var (og er) i høj grad en praksisorienteret uddannelse.

Jeg fik rigtig mange vigtige indsigter, erfaringer og erkendelser i den tid.

Forrest står at vi mennesker

•  er lige meget værd – ingen er bedre end andre.
• vil inderst inde os selv og hinanden det bedste, men det kan forvirres ud over alle grænser.
• bliver forvirrede af vores forældres spejling/reaktioner i barndommen og det får os til at synes at vi er forkerte.
• har en sandhedssans – vi ved, hvad der er rigtigt og forkert.
• har alt for svært ved at tilgive os selv vores fejl.

Jeg går stadig i terapi og supervision hos Olav. Det er hovedårsagen til, at jeg har det så godt i dag, som jeg har – jeg ved hvad jeg skal gøre, når jeg ikke har det godt. Det er også nødvendigt for, at jeg kan møde dig som klient som et helt og nærværende menneske og være tilstede og høre og forstå, hvad der bliver sagt – også imellem linjerne – og give den hjælp, som der er brug for.