Se her hvad mine klienter siger

“Jeg får stof til eftertanke, idéer og muligheder, som jeg ikke tidligere selv så”

Spiseforstyrrelse og dårlig selvværd

 

Når det kommer til personlig udvikling og arbejdet med mig selv, så har jeg prøvet lidt af hvert. Jeg har været ramt af noget, der minder om en spiseforstyrrelse og har altid døjet med dårligt selvværd. Derfor har jeg prøvet nogle forskellige terapiforløb, og har i perioder kunnet se en bedring, men det er først efter, jeg er startet hos Gorm, at jeg virkelig kan mærke en markant forbedring.

 

Her er det ikke bare hovedet

Tidligere har jeg været vant til at skulle ændre på tankemønstre, og alt terapien har forgået inde i hovedet. Det har naturligvis kunnet give mig nye perspektiver, men hos Gorm er det ikke bare hovedet, der er i spil, men hele kroppen. Her lærer jeg at få min krop og mit hoved til at arbejde sammen – i stedet for at modarbejde hinanden. Jeg lærer at mærke, lytte og reagere på mine følelser og på kroppens signaler – frem for, at altid at reagere ud fra fornuft og tanker.

 

Et pusterum fra hverdagen

Jeg lever et liv, hvor jeg har mange bolde i luften ad gangen, og hvor jeg ofte lader mig stresse og rive med af et højt tempo. Men når jeg først havner i den bløde stol hos Gorm, så er det, som om jeg får en tiltrængt time-out og et rum, hvor der er tid til at fokusere kun på mig og på dét, der lige nu rører sig i mig og i mit liv. Her bliver alt tempo trukket ud af det hektiske liv, og jeg får plads til at læsse af og tid til at puste ud og mærke efter.

 

Meget mere mig

Men det er ikke kun i den time, sessionen varer, at jeg kan mærke en forskel. For arbejdet hos Gorm forplanter sig ud i resten af mit liv. Jeg får stof til eftertanke, idéer og muligheder, som jeg ikke tidligere selv så – eller rettere tog mig tid til at mærke. Efter mit forløb hos Gorm er jeg blevet bedre til at mærke mig selv, forstå min krop og dens signaler, bedre til at sætte grænser, sige fra (og til) og tage mig selv og mine følelser alvorligt. Jeg har fået en bedre balance mellem krop og sind, og jeg sætter tempoet ned, selvom mit liv kører i højeste gear. Det har givet mig mere overskud og en følelse af at være meget mere mig og hvile i den, jeg nu engang er. Jeg er stadig ikke verdensmester i nogen af delene, men jeg øver mig, og med Gorms hjælp bliver jeg hele tiden lidt bedre.

 

Gorm er mere end bare en terapeut

Udover, at Gorm er hamrende god til sit job, så er han også bare et dejligt, ærligt, varmt og humoristisk menneske, som får dét at gå i terapi til at føles afslappet og naturligt. Her er der ingen facader, ingen løftede pegefingre, ingen fordomme og ingen fornemme betragtninger og avancerede fagord. Til gengæld er der masser af plads til både grin, gråd og vredesudbrud, og hver eneste gang indser, lærer eller opdager jeg noget nyt om mig selv, min krop og mine følelser.
At gå i terapi hos Gorm er den bedste gave, jeg har givet mig selv.
Medicinstuderende, Odense.

I en branche plaget af halvprofessionelle idealister der ikke magter at løfte den terapeutiske opgave de har påtaget sig, står Gorm som et fyrtårn for hvordan det bør gøres.
Han har mod til at stikke poterne derned hvor de fleste andre terapeuter ikke tør være med længere, og han gør det på sin egen meget nærværende, direkte og intelligente facon. Thomas Roesen

I terapi hos Gorm

 

Da jeg var 20-21 år valgte jeg at starte ”til psykolog” efter et bragende opgør med min mor. Handlede også om et kuldsejlet forsøg på mentalt at fortsætte flittig-pige-traditionen og læse jura på KU, et falleret og dramatisk kæresteforhold, og en længe ventet genforening med min alkoholiske far. Som en rigtig ’fars pige’ havde jeg savnet ham gevaldigt. Mine indre protester imod alt kaosset fra min barndom, svigt og kontrol, var så stærke, at jeg følte jeg var lige ved at blive skør.

Jeg var hos en kvindelig meget mor-agtig psykolog i 2 års tid, før endnu en familiekrise og endnu et falleret forhold påvirkede mig i mit forsøg på at komme på egne ben. Min bror var nu selvmordstruet, det var min far desuden konstant, og min mor kunne jeg stadig ikke tilgive for… nogetsomhelst, føltes det som… Psykologen anbefalede mig ved henvendelse igen antidepressiver ”for en periode”.

 

Kompas i maven

Jeg var blevet 24 år og alt hvad jeg havde i hele verden, følte jeg, var ”kompasset i maven” og det skulle IKKE bedøves. Det sagde NEJ til antidepressiver og NEJ til hende der foreslog dét og jeg blev uden psykolog i en tid, hvor jeg havde meget brug for et sundt voksen-pejlepunkt som jeg havde tillid til.

Jeg konkluderede som følge heraf, at det var slut med kognitiv terapi – jeg ku’ godt tænke selv og jeg var godt klar over hvilke mangler jeg havde oplevet og havde ikke lyst til at genopleve det igen og igen ved at tale om min barndom hele tiden. Det var et Sisyfos-helvede og gjorde ikke noget godt mellem mig og min familie. Egentlig var der også lyspunkter i min barndom, men dem talte vi sjældent om. Vi gentog og gentog bare alt bøvlet og det var smertefuldt.

 

Fra kognitiv terapi til rigtig terapi

Så jeg startede hos en granvoksen og klog dame af en kropsterapeut og var hos hende kontinuerligt i flere år frem. Hun lærte mig at anerkende mig selv og mit ”indre barn” som et sundt menneske i en uheldig familiekonstellation. I en periode hvor jeg ikke var i terapiforløb flyttede jeg fra området hvor hun boede, til København. Da behovet for et sundt spejl igen meldte sig som følge af livets op- og nedture, som nogle gange kunne gøre mig bange, kontaktede jeg Sensetik, som min veninde havde talt om. Det var kropsterapi, sagde hun – og det ville jeg gerne igen.

 

Første gang i terapi

Første gange jeg kom i terapi hos Gorm, sad vi dér. Jeg var klar til at blive spurgt om alt! Han skulle bare lige stille et spørgsmål, jeg var mester i at svare på spørgsmål nemlig! Top-elev fra flinkeskolen! Faktisk klar til Jeopardy i terapi, hvis jeg selv sku’ sige det! Han skulle lige spørge mig om hvad mit forhold til mine forældre var eller hvad for nogle problemer jeg bøvlede med eller ja, et psykolog-spørgsmål. Jeg var super skarp til det her terapi-noget syntes jeg selv. Men det spørgsmål som jeg kunne svare ”rigtigt” på kom bare ikke. Først så kiggede han på mig, jeg kiggede også lidt på ham og ventede jo stadig, men Gorm var ligeglad med at jeg ventede på et psykolog-spørgsmål –  det fik jeg ikke. Det var irriterende syntes jeg. Jeg tænkte, at det her var hans set-up, min udebane, så han måtte jo ligesom guide terapien, forventede jeg. I stedet spurgte han, hvorfor jeg var kommet. Det syntes som et meget bredt spørgsmål og svaret var jo åbenlyst: Jeg ville gerne ha’ en jeg ku’ tale med om alt det der foregik rundt om mig som jeg ikke forstod, men jeg glemmer aldrig at jeg svarede: ”Jeg vil bare gerne ha’ et sted, hvor jeg kan være ærlig!” Det var rigtigere end jeg havde forestillet mig – og det var det jeg fik.

 

Det vigtige kropsterapi har lært mig

Der gik ikke længe, før boksepuderne blev hevet frem. Jeg var jo vred – det ku’ vi godt blive enige om. Det var bare svært at være vred, når det var eneste sted jeg syntes jeg ku’ være ærlig og egentlig var så glad, når jeg var dér. Det er stadig noget af det mest grænseoverskridende jeg har foretaget mig nogensinde, at udtrykke min vrede med min krop og min stemme i det terapeutiske rum. Faktisk var de fleste tidligere tilbagevendelser til terapi i forskellig form udløst af et vredesanfald for min del – jeg måtte jo være blevet vanvittig og skynde mig at tale med en psykolog om, at jeg råbte og skreg og ja nogle gange endda brølede af (mest) mine partnere. Hele mit liv havde handlet om at ”få kærlighed” ligegyldigt hvilket spil jeg nærmest måtte spille. Gorm bad mig bare om at tage mig selv alvorligt, tage mine protester alvorligt, så det motto dér med ”make love not war” var lidt svært at holde i hævd samtidig med at jeg rigtig godt kunne bruge at tæske i de puder. Jeg lærte nye perspektiver: Jeg protesterede ikke over manglende kærlighed, men over mangel på nærvær. Jeg svigtede ikke mig selv ved at protestere overfor mangel på nærvær. Jeg risikerede ikke, at de så gik fra mig for de var der allerede ikke, det var jo derfor jeg var vred. Det er ikke uhøfligt at stille folk til ansvar i stedet for at prøve at overtage deres ansvar, det var energibesparende, rigtigt og godt for mig. At påtage mig andres ansvar fordi de var stemplet som ”syge”, alkoholiske måske, stressede måske, fortravlede måske, var ikke ”rigtigt” eller ”flinkt”, eller en ”social pligt”, det var en forbrydelse imod mig selv, min tid, mit rum, min glæde, min energi, mine egne gøremål og retninger – og mest af alt, så var det løgn at de ikke selv kunne påtage sig dét ansvar og at jeg ku’. Ansvaret var jo deres, ikke mit, de tog det bare ikke.

 

Fortællinger eller virkelighed

Dét at ta’ mig selv alvorligt og skelne mellem fortællinger og virkelighed har været og er kimen i min terapeutiske rejse såvel som i udviklingen af min måde at relatere til mennesker på og kontinuerligt opdage grader af ægthed, nærvær og kærlighed. At lære mennesker hvordan man tager sig selv alvorligt er at gøre en kæmpe forskel i en verden, der har brug det. Terapien er stadig et af de rum hvor jeg kan og eksplicit kræves at være allermest ærlig og oprigtig, føler jeg. Jeg arbejder på at blive bedre og bedre til også at være det i tilfældige såvel som betydningsfulde relationer i mit liv.

Patricia

Terapi forløb om incest

 

Jeg har nu været adskillige gange hos Gorm, jeg må sige at det virkelig har en effekt, jeg har lært at finde min indre ro og at være i balance med mig selv – så det virker.

Tidligere har jeg været hos to forskellige psykologer, men uden resultat, hver gang de kom for tæt på mig, stak jeg af – jeg stoppede med at gå hos dem.

 

Leve med fortiden

Gorm har fået mig til at se de overgreb, som jeg har været udsat for som barn, i øjnene – at mærke og føle – uden det gør mig ustabil, han har lært mig at være i følelsen og givet mig redskaber til at tackle evt. ubehageligheder der kan opstå, når jeg tænker på det.

 

Skyld og skam

Jeg har i 35 år levet med skammen og skylden, har i perioder haft mareridt, drømmene var så virkelige, at jeg troede at Kaj var i samme rum, jeg kunne slet ikke se mig ud af det, følelsen var dræbende, jeg blev mere og mere usikker på mig selv.

Skylden og skammen påvirkede også mit forhold til mine børn. Når jeg havde det rigtig slemt, kunne jeg slet ikke gi dem et knus, et lille klap på skulderen, var alt jeg kunne – fordi jeg følte mig så forkert.

 

Forandringen

Efter terapiforløbet lever jeg et mere normal liv, jeg kan stå i kø i et supermarked, uden at føle ubehag, hvis en mand skulle komme for tæt på. Før var det at handle meget stressende. Jeg kunne få svedeture, hjertebanken, blive ret sur på alle der var omkring mig, det skulle bare overstås så hurtig som det overhovedet var muligt, for så kunne jeg komme i sikkerhed – væk fra mændene.

Mit forhold til børnene er blevet mere afslappet, jeg er blevet bedre til at give dem et knus, rose dem, anerkende deres følelser, både når de er glade, vrede og kede af det. Jeg er mere tilstede og det kan mærkes på børnene, de er mere glade, der er ikke så meget uro her hjemme. Min tolerance er også blevet større, jeg er ikke så let at bringe ud af fatning. Jeg tror også mere på mig selv, i det jeg gør og siger. Iris

Gorm er fantastisk lyttende, nærværende og irriterende indsigtsfuld! Efter blot den første time følte jeg at jeg havde fået ”noget for pengene”, og kunne gå derfra med en følelse af at have taget et skridt i en mere positiv retning. Hans nøgtern og positive fremgangsmåde er rar og han kan få en til at indse hvilke negative ting man går og bilder sig selv ind. Man skal dog være forberedt på at det kræver at man rent faktisk vil se nogle dybe ting om sig selv i øjnene, og det hjælper Gorm med; uden nogen form for dømmende attitude – kun støtte og indsigt. Jeg kan kun anbefale Gorm på det kraftigste! Nikolaj Gedionsen

Ung mand med lavt selvværd

 

Sebastian var 18 år da han kom til mig. Han havde det rigtig skidt. Han syntes, at han var helt umulig og ikke noget værd. Han havde ikke lyst til noget – dagene skulle bare gå. Samtidig var han utilfreds med, at han ikke var i gang med en uddannelse eller havde et arbejde. Han kom i 14 terapitimer og startede derefter på mureruddannelsen. Et år efter, at han var sluttet hos mig, fik jeg denne mail fra hans mor:

 

Hej Gorm 

Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at det går rigtig godt med Sebastian. Han begyndte på mureruddannelsen i august sidste år – har gennemført grundforløbet og er nu i skolepraktik. Han er rigtig glad for at være kommet i gang. Han var noget nervøs inden han skulle begynde, idet han tænkte, at alle andre på uddannelsen sikkert kunne  en masse i forvejen, mens han som den formentlig eneste intet kunne  (fordi han er så uheldig at have forældre, som er akademikere fremfor håndværkere sådan at han ikke har lært noget om håndværk hjemmefra). Men heldigvis viste det sig, at der var mange andre på uddannelsen, som også var på bar bund, da de begyndte. Så det var en meget glad Sebastian, der kom hjem og kunne fortælle det. 

Hans humør er normalt helt fint (bortset fra når han har pengeproblemer pga. mange uigennemtænkte dispositioner, som har betydet oparbejdelse af en stor gæld. Men heldigvis til mig). 

Bortset fra enkelte “udfald” når økonomien har været helt i bund er han blevet den “gamle” Sebastian igen.
Hans tillid til egne evner – som jo var helt i bund – er øget væsentligt. Og jeg mærker ikke tegn på lavt selvværd længere. Som hidtil har han en masse gode venner. Hvilket jo er uendelig vigtigt.
For et år siden havde han vanskeligt ved at køre med fx S-tog. Han hadede det og følte, at alle kiggede på ham. Nu ta’r han s-toget hver dag og lader ikke til at have problemer med det. 

Forholdet til faderen bliver vel aldrig helt super. Men Sebastian virker til at have fået et ret afklaret og mere voksent og realistisk billede af, hvad han kan forvente af det forhold. Faktisk er han ret overbærende over for sin far. 

Jeg tror, at hans timer hos dig har haft meget stor betydning for hans selvværd. Selv giver han også udtryk for, at det har været godt. Dét, han har været igennem, har været meget hårdt for ham. Sebastian er et følsomt menneske, og det har været alt for hårdt for ham at føle, at han skulle leve op til sin fars krav. Jeg tror, at han med din hjælp er kommet et godt stykke ud af sin fars psykiske spændetrøje. 

Bedste hilsner
Anne

Unge i terapi

En mor fortæller om udbyttet for sine to sønner:

For et par år siden, da min søn, August var 15 år gammel, var han i et terapiforløb på ca. 1/2 år hos Gorm Lundshøj.

15 årig i psykoterapi

Baggrunden for at August startede i psykoterapi var, at han følte sig trist og ked af det og ikke kunne se nogle lyspunkter i sit liv, og dette blandt andet pga. svigt fra hans far og fra min ex. kæreste gennem mange år, sammen med manglende overskud fra min side.

Da jeg selv igennem mange år har gået i Senestik terapi og har haft meget stor gavn og glæde af det,  forhørte jeg mig her vedr. en terapeut til min søn. Jeg fik anbefalet Gorm, som er en psykoterapeut, der er “god til” unge, særligt drenge.

Tidligere havde August omtalt terapeuter, som “spassologer”, som han ikke ønskede kontakt med, men på det her tidspunkt havde han det så skidt, at han indvilligede i at se Gorm.

Under terapiforløbet hos Gorm oplevede jeg at August åbnede sig, blev mindre forvirret omkring sine følelser, særligt vrede og sorg, og mere talende om dem. Det var tydeligt for mig at August følte sig mødt, set og forstået og at han satte meget stor pris på den ligeværdige kontakt han fik med Gorm. August besluttede selv at afslutte terapiforløbet, fordi han ikke længere følte at han havde behovet.

Ikke “psykolog – agtig”

August beskriver det nu selv som, at han blev gladere af at gå i psykoterapi hos Gorm og at Gorm hjalp ham med at mærke sine følelser “helt vildt meget” og at noget af det, som han husker bedst fra sine terapier var Gorms øjne, som var varme og meget interesserede. Og så var August meget overrasket over at Gorm slet ikke var “psykolog-agtig”, hvilket for ham havde stor betydning for hans lyst til at komme igen.

Fik det bedre af at gå i terapi

Ud over det åbenlyse, at August fik det bedre af at gå i psykoterapi hos Gorm, så er den største gevinst, at jeg nu har et “barn”, som ikke er bange for/flov over at gå i terapi og som ved at det virker.

 

19 årig i psykoterapi

Min 19-årige søn, Anton, er netop startet i psykoterapi hos Gorm, idet han udtrykte bekymring for ikke at kunne “mærke” noget. Han var også noget skeptisk, idet han mente, at terapi kun virker, hvis man tror på det, og det gjorde han ikke. Efter at have været i terapi nogle gange, ser jeg, at Anton er blevet gladere og åbent fortæller om uhensigtsmæssige mønstre, som han skal kigge på og vigtigst af alt, så er han begyndt at mærke. Også han føler sig ligeværdigt mødt af Gorm og synes at det er dejligt, at han ikke er særlig “psykolog-agtig”.

Anton er lige nu et sted i terapiforløbet, hvor han som han selv siger “er ved at få hul på noget af det meget vigtige” og at han virkelig føler sig set af Gorm.

Jeg er helt sikker på, at Anton nu også har en oplevelse af at terapi (i Sensetik-formen) virker og det er meget dejligt for mig, som mor, at vide, begge sønner har haft så gode og givende oplevelser med Gorm og Sensetik terapi, at de ved, hvor de skal gå hen, hvis/når behovet opstår.  Helena Koch

Den dybe alvor omkring at genfinde noget i sig selv, som man har mistet  kan sammenlignes med alvoren og samværet omkring de største begivenheder i livet som fødsler og død. Der opstår en dyb følelse af samhørighed imellem de mennesker som er sammen om oplevelsen.

Skriv meget gerne til mig med spørgsmål.